så er det slut for denne omgang. Passer gaden. Der er intet at se. Redaktøren er hjemmegående husfar indtil det bliver forår.
.
Lydsporet: Glem alt hvad jeg har skrevet indtil nu. Der er kun ti plader, som man skal eje:
.
Sam Cooke - Night Beat (verdens bedste plade)
.
Neil Young with Crazy Horse - Everybody Knows This Is Nowhere
.
Love - Forever Changes
.
Curtis Mayfield - Curtis
.
Nick Drake - Pink Moon
.
Earth - Earth 2
.
Nick Cave & The Bad Seeds - The Boatman's Call
.
Johnny Cash - American IV: The Man Comes Around
.
Iggy & The Stooges - Raw Power
.
The Saints - (I'm) Stranded
#
1. Dec 2006 02:17, loevkvist
Der er to usædvanlige ting ved Xtras tophistorie på forsiden i morgen: 1. Det er ikke en lokal historie. 2. Det er en historie baseret på en rapport.
Det sker en sjælden gang, at vi har ikke-lokale historier på som tophistorie, men så vidt jeg kan huske er det første gang, at vi kører en vaskeægte ikke-tabloid-avisforside-klassisker i genren ‘ny rapport viser’.
Nogen vil sige, at der er tre usædvanlige ting ved tophistorien. Den er nemlig også positivt vinklet.
Unge indvandrere taler pænere end danske unge
Historien tager sit udgangspunkt i, at integrationsminister Rikke Hvilshøj synes, at unge indvandrere burde vaske deres mund med sæbe. De taler noget så grimt (underforstået grimmere end deres jævnaldrende med mere danske rødder). Hun har faktisk sat en million kroner af til en kampagne, der skal få dem til at vare deres mund, når de skal til at sige ‘jeg knepper dig’. Nu viser det sig så, at det hele bare er noget som Rikke Hvilshøj netop synes. En adjunkt på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet har lavet en undersøgelse af forholdene som led i en phd-afhandling. Hun har blandt andet tilbragt fem måneder i to gymnasieklasser på Nørrebro. Resultatet er søreme, at danske elever bander mere end elever med indvandrerbaggrund. En cand.mag. i sprog og litteratur ved Aarhus Universitet bekræfter. Hun har 50 timers optagelser med unge århusianske indvandrere, og det er kun lykkedes hende at finde strofen ‘jeg knepper dig’ to gange. Det var lige godt satans, hva?
.
Lydsporet: En af mine yndlingsplader er Didn't It Rain med Songs:Ohia. Mørk, intim, tyst singersongwriter-musik (i halvfemserne ville vi have kaldt det sadcore eller slowcore). Jeg læste en anmeldelse engang, hvor den britiske gonzokritiker Everett True mente, at pladen lød som demoer til Neil Youngs Harvest. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig, men hvis jeg ikke allerede havde købt pladen, så ville jeg helt sikkert have købt den efter den anmeldelse. Er du tosset hvor vil jeg gerne høre Neil Youngs demoer til Harvest.
Songs:Ohia er Jason Molina, og nu kalder han sig Magnolia Electric Co., har et fuldt band bag sig og laver plader, der lyder som demoer til Neil Youngs plader med Crazy Horse. Kosmisk amerikansk rockmusik, og i starten syntes jeg, det var et tilbageskridt. Det synes jeg ikke længere. Jeg bliver mere og mere glad for pladerne, og nu sætter jeg mig ned i bilen, skruer livepladen Trials & Errors op på fuld styrke og begraver mig i klassisk amerikansk rock med hovedet i skyerne.
Jeg får opdateret bloggen for lidt for tiden, og lige om lidt bliver der rigtig stille. Om en uge venter fem måneders barselorlov. Timingen er dårlig. Den havde været god, hvis det ikke have været i vinterpausen, fordi nu har jeg fået lyst til at gå på stadion.
.
Dagens forsiderubrik:
.
Bittert pointtab til OB
.
Det er der ikke så meget at sige til. Andet end: B-I-T-T-E-R-T-!
.
Det er ikke fordi Xtra er en filial af OB's klubblad, men vi er en fynsk avis, så vi forsøger ikke at bilde nogen ind, at vi ikke holder mere af fynske hold end af andre hold. Vi vil også rigtig gerne have at FC Fyn rykker op i første division. Sådan er det. Vi holder også med det danske landshold.
.
.
.
Lydsporet: Det livede en smule op at sætte Discography-cden med Gorilla Angreb på i bilen hjem. En smule. På trods af at Gorilla Angreb synger på dansk er det et af de hotte bands i den internationale punkundergrund. Fordi det er punk, men det er også bare godt. Så godt at det ikke bare er punk. De har udgivet en lille flok rigtig gode syvtommersingler og en fremragende mini-lp. De er alt for svære at få fat i - der var alt for meget arbejde for mig at fat i mini-lpen for mig (det lykkedes dog ved god hjælp af en bekendt, der købte en til en koncert), men nu er alt, hvad de har udgivet, blevet samlet på en cd fra amerikanske Feral Ward. Den er en fest. Og en fest der har potentiale til at blive endnu bedre.
.
Hvis jeg var a&r-mand på f.eks. Universal, så have jeg signet dem for længst og sparket Rock Hard Power Spray og deres børnerock hjem i køjesengene. Fordi det her er den ægte vare. Og jeg kan sagtens forestille mig dem blive rigtig store. Bliver de det ikke gør det ikke spor.
.
Deres helt store force er det konstante samspillet mellem kvinde- og mandevokal. Hver for sig er de ikke noget særligt, men sammen løfter den catchy garagepunk til et nyt niveau.
.
Lydsporet: I går trissede jeg rundt i banegårdcentret, mens jeg ventede på en ven og en jægerschnitzel på Målet. Ude foran Axel Music stod de sædvanlige usle cd-opsamlinger, som ingen normalt sammenskruede mennesker gider at eje, og som de derfor sælger for ti-tyve kroner. Det sker dog, at der sniger sig en god plade ind i selskabet, så jeg standsede og kiggede. Og så stod der sørme en serie opsamlinger med med diverse amerikansk præhippie-musik, som egentlig så ok lækre ud. Jukebox-hits fra halvtredserne, hillbillycountry og den slags. Og den her: Collected Doo Wop Songs - Coolest Cuts From The Basements of America. Den kostede godt nok 30 kroner. Det er min første doo wop plade, og hvis man ikke lige ved, hvad doo wop er, så skal man bare tænke på fire negre forsamlet på et gadehjørne, der står og synger flerstemmigt (og en af dem synger sikkert "doo-wop-di-wop doo-whop-shoo-bab"). Det er er store numre på opsamlingen, som allerede er blevet optaget i hørende menneskers dna. Only You med The Platters, Crying in the Chapel med The Orioles f.eks. Men også numre der rent faktisk lyder af den pureste doo wop-undergrund (i hvert fald hvis man, som jeg, ikke ved en fløjtende fis om doo wop). Som Gee med The Crows, der er så uptempo og catchy, at man sagtens kunne smide den ind i et mix af superdansable soulhits. Og mit nye yndlingsnummer: Rag Mop med The Ames Brothers. Det er så disciplineret og løssluppent samtidig, at det er vanskeligt at vide om man bare skal stå stille og beundre lydene ellers danse hærgende gennem stuen. Der er rag time-rytmer, souljazzet guitarspil, Fats Domino-klaver og ikke mindst noget så usædvanligt (vil jeg tro) på en doo wop-sang som en trækharmonika. Den giver det hele et strejf af vi-svinger-med-ølflasker-og-giver-den-gas-til-den-gode-gamle-skiflemusik. Jeg tror, der er et enkelt eksemplar tilbage i stativet deroppe.
.
Ja, og så googler man, og finder ud af at The Ames Brothers er nogle kedelige, blege fyre, så her er et billede af en rigtig doo wop-fest:
#
doo wop
|
17. Nov 2006 01:14, loevkvist
